Livsstil og forbrug

Leg med motorikken i Elverhøjen

Medarbejderne i Elverhøjen har taget et kursus af et års varighed i børns nervesystem – for ’at blive endnu bedre til at være voksne’.

Det er vigtigt at forstå børns nervesystem, når man skal hjælpe dem med at udvikle sig, både motorisk, kognitivt og socialt. Det er medarbejdere i Børnehuset Elverhøjen i Espergærde enige om.

De har taget et kursus på otte moduler med Charlotte Runge fra  motorikcenter.dk. Hun er fysioterapeut med speciale i børn og motorik. Kursus-forløbet ’Leg med motorikken’ er netop afsluttet, og det har givet meget ny viden og inspiration, fortæller leder af Elverhøjen, Maiken Willer Christensen:

– Vi er blevet endnu mere bevidste om noget, som vi godt vidste i forvejen: Nemlig at børn spejler sig i voksne. Og signalerer de voksne uro og stress, bliver følelserne overført til vores børn.

Det skyldes bl.a., at små børns nervesystem ikke er synderligt udviklet. Derfor er de så påvirkelige for stimuli udefra, og det er vigtigt, at deres sanser bliver stimuleret, men ikke overstimuleret.

– Det er fundamentet for, at de kan udvikle deres motorik, og at de kan lære at samarbejde. Hvis de er følelsesmæssigt ustabile, fx fordi de konstant er udsat for stresspåvirkninger, så er de ikke i stand til at indgå ordentligt i relationer og leg med andre børn, siger Maiken Willer Christensen.

Medarbejderne har lært nogle teknikker, som kan hjælpe børnene med at få ro i nervesystemet. Fx har personalet i vuggestuen en trykteknik, som de kan bruge på børn, som har svært ved at finde ro i kroppen til at sove middagssøvn.

– Hele forløbet er bygget på og understøtter barnets udvikling, i retning mod det individuelt bedste fundament ift. læring og dermed skolestart samt mestring af livet som helhed, understreger Maiken Willer Christensen.

Hverdagslæring

En del af arbejdet med at bedre børnenes motorik ligger også i familien. På et forældremøde i Elverhøjen for nylig var hverdagslæring et tema.

– Det er små ting, som at barnet skal gå på egne ben ind i børnehuset. Det skal bære sin egen taske osv. Det giver tro på egne evner. Samtidig er det vigtigt, at forældrene hilser på de andre forældre og medarbejderne. De er et spejl for deres barn. Det er ikke raketvidenskab, men godt at blive husket på, siger Maiken Willer Christensen.

Da motorik-forløbet var slut, fik medarbejderne i Elverhøjen et diplom. Nu er næste skridt at holde fast ved den nye læring – og også gerne bygge ovenpå med endnu mere viden om nervesystemet.

– Vi har selvfølgelig arbejdet med sanser og motorik før. Men vi har aldrig haft det grundlæggende nervesystem på dagsordenen. Det har været en øjenåbner, at vi rigtig tit skal tilbage til nervesystemet for at få styr på børnenes uro, motoriske vanskeligheder og konflikter.

Maiken Willer Christensen fortæller, at medarbejderne i Elverhøjen er meget glade for at have motorik-forløbet som en fælles referenceramme.

– Det styrker fællesskabsånden i huset, at vi har en fælles holdning i tilgangen til børnene. Vi har fået en masse gode redskaber og håber, at fokus på nervesystemet bliver en del af vores DNA i fremtiden, slutter hun.

Uddrag fra Motorikcenter.dk:

Vi tror på, at det hele hænger sammen, og vi løser børns udfordringer gennem en helhedsorienteret kropslig indfaldsvinkel, der tager udgangspunkt i vores nervesystem gennem de fire temaer: fysisk, kognitivt, psykisk og socialt. Når vi åbner døren til det rolige nervesystem, mærker vi en dyb indre ro og får et større mentalt overskud.

Kommentarer