Erhverv

Samarbejde og opkvalificering er vejen til ny arbejdskraft

Samarbejde mellem erhvervsliv, U/Nord og jobcenteret betyder, at 9 ud af 10 ledige har fået foden inden for i rengøringsbranchen, heraf mange på Renell.

Rengøringsbranchen oplever en kraftig vækst i øjeblikket, og derfor er de lokale virksomheder i branchen konstant på udkig efter kvalificerede medarbejdere for at kunne følge med de mange opgaver. Samtidig er ledigheden i Helsingør Kommune den laveste i over 10 år, og derfor er der brug for at samle alle kræfter, og tænke nyt, hvis det skal lykkedes at skaffe arbejdskraft til de virksomheder, der mangler. Derfor har Jobcenteret i Helsingør Kommune et særligt fokus på de brancher, der har størst behov for arbejdskraft, og via samarbejde med forskellige aktører sikrer, at der er kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne.

Et eksempel på det er et opkvalificeringsforløb på U/Nord, som er blevet til i samarbejde med erhvervsskolen, det lokale erhvervsliv og jobcentret i Helsingør Kommune. I løbet af to uger har deltagerne været igennem et forløb, hvor de er blevet oplært i de grundlæggende begreber inden for rengøring, hvor fokus i høj grad har været rettet mod praktisk oplæring suppleret med teori. 9 ud af 10 af de borgere, som har deltaget fra Helsingør Kommune er efterfølgende kommet i job. Heraf 6 i ordinær beskæftigelse, 1 er ansat i løntilskud, mens de sidste to er kommet i praktik med henblik på senere fast ansættelse.

Leder i Jobcenteret Lars Trap Olsen siger om baggrunden for projektet:

”Vi har i øjeblikket særligt fokus på at hjælpe de brancher, der har mest brug for arbejdskraft, som eksempelvis rengøringsbranchen. Skal det lykkes, kræver det, at vi arbejder sammen om at løse en fælles opgave,” siger Lars Trap Olsen.

Det er virksomhedskonsulent i Helsingør Kommune Mohamed Guled, der har været tovholder på projektet fra. Han understreger den fælles interesse i, at få projektet til at lykkedes:

”Vi har virksomheder, der mangler arbejdskraft, jobcenteret, der har borgere, der med det rette løft, kan træde til, og endelig har vi U/Nord, der kan hjælpe med at opkvalificere de pågældende borgere, så de kan gå ind og varetage et job. Derfor er projektet til gavn for alle, og det viser, at når vi løfter i flok og arbejder sammen, så kan vi alle vinde på det,” siger Mohamed Guled.

En af de virksomheder, der mangler arbejdskraft, og som efterfølgende har ansat flest fra forløbet er Renell. Her er driftschef Eva Hummelshøj glad for samarbejdet:

”Vi er en virksomhed, der konstant er på udkig efter ny arbejdskraft, og derfor er vi også løbende i kontakt med jobcenteret, og var også positive over for at ansætte nogle af deltagerne i forløbet. At man har fået to ugers oplæring inden man starter hos os gør, at vi meget hurtigere kan sætte dem ind i arbejdet i stedet for at bruge tid på at lære dem op,” siger Eva Hummelshøj.

Hos U/Nord er der også tilfredshed med, at man kan være med til at klæde ledige på, så de er klar til at træde til og varetage et job. Det siger kursus- og efteruddannelseschef Lisa Hansen:

”Vi har i forvejen uddannelse inden for rengøring, så det var en helt naturlig del for os, at stå for et forløb, hvor vi klæder borgere på til at kunne varetage et rengøringsjob. Fokus på forløbet har været meget praksisnært, hvor 70 procent har været praktiske øvelser og 30 procent teori, da vores erfaring siger os, at man lærer bedst, når man har tingene i egne hænder. På de to uger, har deltagerne blandt andet lært, hvordan man pakker en rengøringsvogn, vrider klude op, vasker gulve, ligesom de også har lært at forstå en brugsanvisning på de forskellige rengøringsmidler, samt læse en arbejdsplan, så de kan indgå i den daglige drift med det samme” siger Lisa Hansen.

Det er planen, at der fremover skal udbydes flere forløb i samarbejde mellem jobcenter, erhvervsuddannelser og erhvervsliv, og at det også kan udbredes til andre brancher end rengøring.

Attachments area

Kommentarer