Helsingør

Sådan ser den nye svømmehal ud

Helsingør Kommune får ny svømmehal, som står klar i første halvdel af 2024 – kontrakten er netop skrevet under.

Det bliver virksomhederne EMR og OBH Rådgivende Ingeniører, der som henholdsvis hoved-entreprenør og totalrådgiver får til opgave at bygge den nye svømmehal i Helsingør.

De to virksomheder har onsdag den 10. november underskrevet kontrakt med Helsingør Kommune om at opføre en ny svømmehal i forlængelse af den nuværende svømmehal på Borgmester P. Christensens Vej.

Den samlede anlægspris for hele bygeriet er 120 mio. kr. Heraf går 25 mio. kr. til at renovere den nuværende svømmehal, så den kommer til at matche det nye byggeri. Den eksisterende svømmehal bliver en integreret del af det nye byggeri.

Fire nye bassiner

Ud over det eksisterende 50 meters bassin kommer den nye svømmehal til at bestå af fire nye bassiner: Et 25 meters bassin, et morskabsbassin, et børnebassin og et varmtvandsbassin.

Dermed vil den nye svømmehal kunne tilbyde kommunens borgere motionssvømning, mulighed for genoptræning, skolesvømning og en række mere familie-rettede aktiviteter.

Byggeriet forventes at gå i gang i november 2022 og være afsluttet, så den nye svømmehal kan tages i brug i andet kvartal 2024.

Kommentarer