Mødestedet på Montebello er for borgere med demens i mildere grad – stedet er netop fyldt 10 år.

Snakken går livligt i Mødestedet på Montebello, og der bliver udvekslet erfaringer på kryds og tværs. Her mødes borgere med demens i mildere grad, og det giver anledning til mange gode grin – og til at tale med ligesindede om det, der bekymrer og fylder i hverdagen på godt og ondt.

– Det er nogle pragtfulde mennesker, som er her. Vi snakker meget, og jeg elsker at komme her, siger Bjarne, én af brugerne.

Fællesskabet er i højsædet i Mødestedet – for borgere med demens kan godt have en følelse af at stå uden for samfundet.

– Det er så godt at få italesat de ting, som følger med en demensdiagnose. Der kan være bekymringer for fremtiden, som borgerne ikke har lyst til at dele med deres pårørende. Hvad sker der fx den dag, jeg ikke længere kan huske, hvad mine børnebørn hedder? De tanker kan brugerne dele med hinanden i Mødestedet, siger sygeplejerske Rie Skovgaard Eliasen.

Hun er én af tre medarbejdere, som er tilknyttet Mødestedet.

Gode til at dele erfaringer

Tiden i Mødestedet går med socialt samvær, udveksling af erfaringer og sparring og kognitiv træning, både mentalt og fysisk. Stedet råder over specielle spil, som udfordrer brugerne på bl.a. rum/retning, abstrakt tankegang, overblik, fokus og koncentration. Der er også puslespil.

Brugerne er gode til at dele erfaringer med hinanden, så de bedre kan leve med deres sygdom. Det kan fx være metoder til madlavning, som gør det nemmere at huske at få alle ingredienser puttet i retten.

– Vi kan ikke helbrede demens, men vi kan hjælpe brugerne med at holde deres færdigheder ved lige. Og vi kan se, at træningen giver små ændringer i den rigtige retning. Vores brugere tager måske igen med til familiefødselsdage eller ud at handle, noget som de ellers var holdt op med for ikke at være til besvær, fortæller social- og sundhedsassistent Susanne Hansen.

Hun har været med til at starte Mødestedet op for 10 år siden. Dengang var der meget fokus på, at fysisk træning kunne holde demens i skak, fortæller hun. Og fysisk kognitiv træning – bl.a. gåture og udflugter ud af huset – er stadig på programmet i Mødestedet. Den fysiske kognitive træning styrker bl.a. brugernes kropsfornemmelse, balance, afstandsbedømmelse, koordinering og sans for rum/retning. Den giver kort sagt bedre styr på kroppen.

– Vi går bl.a. lange ture, somme tider op til 10 kilometer. Og vi bruger alt, hvad der er på vores vej til at træne: Trapper, træstammer osv. Det giver nogle gode grin, for det ser somme tider temmelig skørt ud, når vi udfordrer hinanden i at balancere og den slags, fortæller Susanne Hansen.

Giver ro indeni

Sanne, som er bruger af Mødestedet, er allermest glad for den ro, hun finder indeni sammen med de andre brugere.

– Jeg kan godt lide at lægge puslespil, og det er dejligt, når det lykkes at blive færdig, fortæller hun og peger i retning af et bord, hvor et puslespil med 1.000 brikker er ved at tage form.

Også Jens, som er kommet i Mødestedet i to et halvt år, er glad for muligheden for at mødes med ligesindede.

– Min værste skræk er, at jeg en dag bliver prikket på skulderen og får at vide, at jeg er blevet for dårlig til at komme her, siger han.

Fællesskabet er i det hele taget det, alle brugerne fremhæver som det vigtigste.

– Jeg er relativt ny her, og jeg er blevet godt modtaget. Det er rart at komme ud at gøre noget. At have folk at snakke og spise sammen med, fortæller brugeren John.

Sygdom ytrer sig forskelligt

Brugerne i Mødestedet har forskellige diagnoser – der findes over 200 forskellige demenssygdomme – og deres sygdom ytrer sig forskelligt. Nogle bliver hårdt ramt sprogligt, mens andre har det svært med korttidshukommelsen, balancen eller ordforståelsen. Men fælles for alle er, at de oplever frustrationer, som det er rart at dele med andre.

– Jeg blev frustreret, da lægen sagde, at jeg ikke længere måtte køre bil. Men jeg solgte alligevel bilen, fortæller Bjarne.

Rie Skovgaard Eliasen supplerer:

– Det kan være en stor sorg, at der er ting, man ikke længere kan. Det kan give en følelse af at stå uden for samfundet. Men det hjælper altid at tale med ligesindede. Det giver en fællesskabsfølelse. Man taler om demens som en pårørendesygdom. Og selvfølgelig er det hårdt at være pårørende til en borger med demens. Men det er sørme også hårdt at være den, der er ramt. Der følger tit depression eller social angst med diagnosen, og derfor er det så vigtigt, at vi har et tilbud som Mødestedet.

Hun fortæller, at Helsingør Kommune er langt fremme i forhold til andre kommuner, når det kommer til tilbud som Mødestedet. Andre kommuner begynder at have lignende steder, men det er relativt nyt.

Mødestedet fyldte som sagt 10 år den 1. september, og det blev fejret med fest. Ballonerne hænger stadig og pynter ved indgangen til opholdsstuen.

– Det var en rigtig god dag, fortæller Sanne.

Fakta om Mødestedet:

• Mødestedet er et visiteret dagcentertilbud for borgere med lettere demens. Der er åbent hver dag fra kl. 9.30-14.30. Stedet har til huse på Montebello Plejehjem.
• Brugerne er fra sidst i 40’erne til op i 90’erne.
• Du bliver visiteret til Mødestedet af en af kommunens demenskoordinatorer.
• Mødestedet har tre ansatte med sundhedsfaglig baggrund og mange års erfaring med mennesker med demenssygdomme: Rie Skovgaard Eliasen, Susanne Hansen og Charlotte Wandrup.
• Der er 18-20 brugere. Hver dag kommer en gruppe på seks personer, og nogle kommer flere dage om ugen.