Mød den nye udvalgsformand: Thomas Horn
Thomas Horn er socialdemokratisk byrådsmedlem og ny formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. Mød ham her.
En ny byrådsperiode betyder nye udvalgsformænd, og 49-årige Thomas Horn har sat sig i stolen som formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. Vi har stillet ham seks spørgsmål. Artiklen er en del af en serie, hvor vi præsenterer alle de nye udvalgsformænd.
Hvad er dine planer for social- og beskæftigelsesområdet?
– Først og fremmest vil jeg arbejde for, at vi finder en balance mellem arbejdsmiljø, borgernes behov og kommunens økonomi. Det er en stor opgave, da vi står over for en besparelse. Men brugernes behov, personalets vilkår og økonomien hænger uløseligt sammen. Så derfor skal vi finde en måde at balancere de tre ting. For ingen skal løbe stærkere end de kan, og borgerne skal mærke, at de bliver bakket op.
Jeg tror, at mange familier oplever ikke at blive hørt, og samtidig bruger vi for mange penge. Hvis vi kan få de to udfordringer løst, så er vi nået rigtig langt. Men det er en udfordring, der tegner hele det offentlige system lige nu. At få det hele til at hænge sammen.
Hvorfor er du gået ind i lokalpolitik?
– Jeg kommer ud af en meget politisk interesseret familie, hvor vi diskuterede alle mulige emner over aftensmaden. Begge mine brødre er også politisk aktive – min lillebror Rasmus Horn Langhoff sidder i Folketinget som sundhedsordfører for Socialdemokratiet.
Så alt i alt var det et naturligt skridt for mig at engagere mig i lokalpolitik. Det er fedt, at sætte noget i gang, og så opleve at tingene ændrer sig. Det er virkelig motiverende.
Og så er det er dejligt at få lov at udvikle sit eget nærområde og sin kommune. Du møder de mennesker, du repræsenterer i hverdagen, så du får hurtig respons. Du står til regnskab med det samme og får både kritikken og rosen lige tilbage. Det kan jeg virkelig godt lide.
Hvad er det første, du vil gå i gang med, efter at du er trukket i arbejdstøjet?
– Jeg vil bruge tid på at sætte mig ind i området og møde medarbejderne og brugerne, der hvor de er. Hvis vi skal lykkes med opgaven, skal vi tænke nyt og langsigtet. Vi skal ud og finde besparelser, og det kræver at vi ser folk i øjnene og ser den hverdag, de er en del af. Og så vil jeg prøve at forstå kompleksiteten. Jeg vil hellere tage et ekstra besøg på fx et bosted end at lave skrivebordsarbejde.
Vi skal inddrage og lytte og sætte os ind i sagerne. Mit indtryk er, at det er den tilgang, som alle udvalgsmedlemmerne har, så det er et godt udgangspunkt. Det bliver spændende, men også svært.
Hvor meget betyder det for dig, at dit område har et godt omdømme (f.eks. i pressen)? Og hvordan vil du håndtere kritik?
– Det er et vilkår som politiker at være uenig med andre og møde modstand, og det skal der være plads til. Derfor er jeg heller ikke bange for kritik, men jeg bryder mig ikke om at blive beskyldt for at have en skjult agenda. Det betyder meget for mig, at folk ved, at jeg gør mit bedste.
Vi kommer som udvalg nok ikke til at blive klappet igennem Stengade hver fredag. Det tror jeg ikke. Men folk skal vide, at vi sætter os ind i tingene, og at vi lytter. Jeg sidder i den specielle situation, at jeg er i mindretal i det udvalg, jeg er formand for. Jeg skal have et bredt samarbejde, hvis jeg skal lykkes. Men det er en fed udfordring. Det er en påmindelse om, at vi skal være sammen om det. Folk skal se, at vi er forskellige politikere, der kan se fælles løsninger.
Derudover så er social- og beskæftigelsesområdet et område, hvor brugere og borgere har høje forventninger til os. Og derfor kan vi også let komme til at svigte. Andre gange vil vi lykkes – og det skal vi også huske at fortælle.
Hvad er din baggrund?
– Jeg er dannet af skoleverdenen. Jeg startede som skolelærer og blev siden leder på LO-skolen, hvor jeg var i fire år. Derefter vendte jeg tilbage til folkeskolen, først som lærer og leder på Vesterbro og siden som skoleleder på Grøndalsvænges Skole i Københavns nordvestkvarter. Siden 2018 har jeg været skoleleder på Hellebækskolen.
Privat er jeg gift med Ulrika Horn, som er svensk, og vi har to børn. Sammen har vi en datter på snart tolv og så har vi min bonusdatter på 23. Hun har et handicap, hvilket gør, at jeg også kender mangler og styrker i den del af systemet indefra. Det tror jeg bliver en fordel. Vi bor på Viborgvej i Helsingør.
Hvordan bruger du din fritid?
– Jeg deler helst ikke dagen op i arbejde og fritid. Jeg gør hele tiden ting, jeg godt kan lide, så det hele flyder lidt sammen. Sådan har det dog ikke altid været. Da min datter var yngre, var dagen nødt til at være opdelt på en anden måde.
Vi har et hus i Sverige, som vi bruger så tit, vi har mulighed for det. Der slapper vi af og kaster os over små og store renoveringsprojekter. Ellers prøver jeg at cykle en tur på min mountainbike, så ofte det kan lade sig gøre. Og så bliver der også plads til afslapning med familien og gåture ved skov og strand i ny og næ.
Fakta
Det nye Social- og Beskæftigelsesudvalg består af:
- Thomas Horn (formand)
- Janus Kyhl
- Knud Vinther Hansen
- Michael Mathiesen
- Thomas Kok
- Bente Borg Donkin
- Allan Berg Mortensen
Kommentarer