Navnenyt

”Jeg har aldrig været på en bedre arbejdsplads”

Som kontorelev i Helsingør Kommune har Silke Kihlgast stor indflydelse på sine arbejdsopgaver og på sin uddannelse.

Helsingør Kommune søger fire dygtige kontorelever til at varetage de mange forskellige kontoropgaver, som man kan prøve kræfter med i en kommune. Der er opstart i september 2022 men ansøgningsfrist allerede til februar.

Silke Kihlgast er en af dem, der startede sin kontoruddannelse i Helsingør i september 2021. Og det har hun ikke fortrudt.

– Jeg kan uden tøven sige, at det er den bedste arbejdsplads, jeg har været på, siger en overbevisende Silke Kihlgast.

Og det er store ord for 38-årige Silke Kihlgast har prøvet lidt af hvert, inden hun tog beslutningen om at rykke til Helsingør Kommune.

Aldrig for sent

De sidste syv år har hun arbejdet i modebranchen som bl.a. booker og receptionist, men også som kok og superviser på Scandic Hotel. Men så fik hun mand og børn, og det blev vigtigt at fremtiden var sikret.

– Jeg ville gerne vise mine børn, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse, siger Silke Kihlgast.

Så den 1. september 2021 startede hun, efter en periode som vikar, i Borgerservice og Ydelse, hvor hun udbetaler kontanthjælp, flexløn og andre ydelser med kyndig vejledning og sparring fra sin nærmeste leder. Hun rådgiver også de mange borgere, der har spørgsmål til deres udbetalinger.

– Jeg kan godt lide at blive udfordret. Når man fx starter borgere op i systemet, skal der tænkes efter og dobbelttjekkes, at alle indtægter er regnet med, og at det hele går op. Det synes jeg er spændende.

Et helt menneske

Silke er blevet taget virkelig godt imod af sine kolleger og trives generelt godt på en kommunal arbejdsplads.

– Her er stor fleksibilitet, indflydelse på opgaverne, og så har man ikke følelsen af at blive erstattet i morgen, hvis man laver en fejl. Man bliver set som et helt menneske, som der bliver investeret i, og det er utrolig rart, fortæller Silke Kihlgast, som har arbejdet mange år i det private.

Hun oplever desuden et stærkt fællesskab blandt eleverne, med julefrokoster og fælles arrangementer, som man nemt kan være en del af, hvis man ønsker.

– Det virker som om, at ledelsen har en oprigtig interesse i, at man har det godt, mens man er her, lyder det.

Silke bor i Helsingør med sin mand og deres to børn på to og fem år. Hun håber derfor, at der er fast arbejde til hende, når hun er færdig med sin uddannelse. 

Om uddannelsens forløb

Kontorelev-uddannelsen forløber over 2 år, herunder 15 ugers skoleforløb på Niels Brock i København. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve. Under uddannelsen er der mulighed for at deltage i en studietur til Bruxelles sammen med skoleholdet fra Niels Brock. Turen er betalt af kommunen.

Start den 1. september 2022

Har man spørgsmål til elevuddannelsen er man meget velkommen til at kontakte elevansvarlig i Helsingør Kommune Irene Madsen på tlf. 49 28 20 95

Kommentarer