Helsingør

Den nye rundkørsel på Esrumvej tager form

Foto: Torben Sørensen

Trafikanterne skal nu rundt i den sydlige del af rundkørslen ved krydset Esrumvej/Klostermosevej.

Arbejdet med at anlægge en ny rundkørsel ved krydset Esrumvej/Klostermosevej har været i gang siden oktober 2021 og skrider frem efter planen.

Hovedentreprenøren Zøllner A/S har dog, grundet sygdom, været nødt til at bytte rundt på opgaver, og bl.a. er asfalteringen rykket frem til den 9. februar.

Det betyder, at billisterne på Esrumvej fremover skal være opmærksomme på, at trafikken nu ledes rundt i rundkørslen, frem for lige ud af den eksisterende vejbane.

Trafikken bliver fortsat reguleret med lyssignal, da kun én vognbane er farbar, ligesom Klostermosevej fortsat vil være afspærret for bilkørsel ved Esrumvej.

Cyklister på Esrumvej skal i begge retninger køre på sydsiden af vejen. På Klostermosevej bliver cykler nu ledt af stien på den østlige side af vejen.

Formålet med den nye rundkørsel er at forbedre trafiksikkerheden i forbindelse med de mange nye boliger, der skyder op i området. Rundkørslen åbner efter planen i slutningen af marts 2022.

Kommentarer