Navnenyt

Årets Farmakonom: Alle burde have en Christina

Borgmester Benedikte Kiær og formand for Farmakonomforeningen Ann-Mari Grønbæk lykønskede Christina Hartmeyer med prisen. Foto: Helsingør Kommune.

Christina Hartmeyer sørger for, at borgerne får den rette medicin i de rette doser på HRT – hun er netop kåret som Årets Farmakonom 2021.

En superhelt, der sørger for, at borgerne får den rigtige medicin i de rette doser. Sådan én har de på HRT (Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter). Det er farmakonom Christina Hartmeyer, som netop er kåret som Årets Farmakonom 2021 af Farmakonomforeningen.

Christina Hartmeyer blev torsdag den 6. januar overrasket på sin arbejdsplads af formanden for Farmakonomforeningen, Ann-Mari Grønbæk. Hun overrakte prisen på 5000 kr. og en stor buket blomster.

Christina Hartmeyers kolleger mente i den grad, hun fortjente prisen – og de var ikke sene til at lykønske hende med et hjerte med påskriften ’Alle burde have en Christina’. Bag indstillingen stod også Prøvestenens Apotek, som Christina Hartmeyer har et tæt samarbejde med.

– Du sætter en ære i det gode samarbejde og i at klæde dine kollegaer godt på. I indstillingen bliver du beskrevet som ‘et anker’ for nye kollegaer. Og det er du ikke kun her. Det er du også i samarbejdet mellem de private apoteker og din arbejdsplads. Et samarbejde som du har formået at styrke, sagde Ann-Mari Grønbæk i sin tale til prisoverrækkelsen.

Lykønskninger fra borgmesteren

Også borgmester Benedikte Kiær lagde vejen forbi HRT med en buket blomster og en lykønskning.

– Jeg er rigtig stolt over, at vi har Årets Farmakonom i Helsingør Kommune. Vi har været blandt de første kommuner, som har ansat farmakonomer på sundhedsområdet, og det har været en stor succes. Så stor, at vi netop har ansat en farmakonom mere, i hjemmeplejen, sagde hun.

Der er blot 50 farmakonomer ansat i landets kommuner. 

Også Trine Alstrup, chef for Center for Sundhed og Omsorg, kom med rosende ord:

– Du er et forbillede her i Helsingør. Du har vist, at farmakonomer virkelig har deres plads. Og i den her tid hvor vi har rekrutteringsudfordringer, er det rigtig fantastisk at se, hvordan du har gjort det.

Christina Hartmeyer var glad og overvældet over al opmærksomheden.

– Jeg har verdens bedste job og verdens bedste kolleger, fastslog hun.

Kommentarer