Sofie vandt konkurrencen om bedste logo
Kommunens skoler har et stort læselystprojekt i gang – i den forbindelse har ca. 900 elever deltaget i en logokonkurrence.
Sofie fra 6.c på Borupgårdskolen blev glad og overrasket, da hun i begyndelsen af november fik besøg i klassen af kommunens læringskonsulenter Signe Thorius og Rikke Hyldahl Homann. De kom med beskeden om, at Sofie har vundet i logokonkurrencen, som er udskrevet i forbindelse med et stort læselystprojekt på kommunens PLC’er.
– Klassen klappede og var meget stolte af Sofie, som modtog præmien, et sæt professionelle tuscher, til hyldest og klapsalver fra klassekammeraterne og deres lærer, fortæller Rikke Hyldahl Homann.
Logoet, som Sofie har tegnet, er til kommunens lokale læselyst-pris, Holger D prisen.
Sofies logo er udvalgt blandt rigtig mange gode bud på et logo. Ca. 900 elever har i alt deltaget i konkurrencen, skønner Signe Thorius.
Øger læselysten
– Logokonkurrencen er en af vores indsatser til at øge læselysten hos eleverne på en indirekte måde – ved at skabe en positiv stemning omkring det at læse bøger og ville dele de gode oplevelser med gode historier, fortæller hun.
I forbindelse med læselystprojektet kan eleverne nemlig nominere deres yndlingsbøger til Holger D prisen. De nominerede bøger får sat Sofies logo på – og vinderbogen, som eleverne giver årets Holger D pris, får et særligt guldklistermærke med logoet på.
Der var i øvrigt så mange gode bud på logoer, at også de to logoer, der vandt andenpladsen, er blevet brugt – nemlig på den plakat, der skal inspirere eleverne til at nominere deres yndlingsbøger.
Logoerne er tegnet af Elias fra Grydemoseskolen og Bertram fra Skolen i Bymidten.
Kommentarer