Kultur

Royal Run har rundet 50.000 deltagere

Foto: Matthew James/Royal Run.

Over 50.000 danskere har nu meldt sig til verdens største royale motionsfest, Royal Run. En kæmpe anerkendelse fra danskerne, lyder det fra værterne DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Mens coronasmittetallene bare steg og steg i december måned, lancerede Royal Run sit fjerde motionsevent med kronprinsen i spidsen.

”Jeg glæder mig til sommer, hvor vi sammen skal løbe Royal Run,” lød det fra kronprinsen i videoen, der blev sendt ud i forbindelse med offentliggørelse af løbet.

Det populære motionsevent finder sted den 6. juni i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København/Frederiksberg og på Bornholm (Sidstnævnte uden kongelig deltagelse).

Og allerede her halvanden måned efter salgsstart har intet mindre end 50.974 tilmeldt sig Royal Run ’22.

I både Kolding og Næstved har tilslutningen været så stor, at der blev udsolgt kort tid efter salgsstart. Heldigvis har det her været muligt at udvide kapaciteten med henholdsvis 2500 og 2000 startnumre. Igen var koldingenserne hurtigt ude af starthullerne, og der blev på under et døgn udsolgt på 5 km og 10 km-distancerne. Næstved udsolgte også hurtigt på 5 km-distancen.

”Det er en stor fornøjelse at opleve den store interesse, ikke mindst i vores nye Royal Run værtsbyer. Det glæder os meget at se, at danskerne endnu engang er med på at skabe et motionsevent udover det sædvanlige,” siger Jens Otto Størup, der er med i Royal Runs styregruppe og administrerende direktør i DGI.

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik. TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er med som strategiske partnere.

Nye løbere vælger Royal Run til

Blandt de over 50.000 deltagere, der på nuværende har meldt sig til Royal Run, deltager 19 procent i et motionsløb for første gang, mens 25 % tidligere har deltaget i Royal Run, men ikke andre motionsløb.

”Royal Run har tradition for at være et motionsevent, hvor alle kan deltage uanset kondital. Det glæder os, at vi stadig kan tiltrække danskere, der måske ikke er så vant til at trække i løbeskoene, for det er lige præcist det, Royal Run kan og skal,” siger Morten Mølholm, medlem af styregruppen for Royal Run og administrerende direktør i DIF.

Status på tilmelding i byerne

  • Kolding melder udsolgt på 5 km og 10 km-distancerne
  • Næstved har udsolgt på 5 km distancen
  • Aalborg, Aarhus og København har stadig ledige pladser

OM ROYAL RUN

  • Royal Run finder afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
  • Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelder man sig inden 18. april, får man tilsendt sin startpakke
  • Tilmelding og information: royalrun.dk

Kommentarer