Rejsegilde på Mariehønens nye krybberum
Mariehønen får plads til, at alle vuggestuebørn kan sove til middag i en krybbe eller barnevogn i frisk luft, men i læ for vejr og vind.
Der var en fin krans med balloner over tagspærene til det nye krybberum i Børnehuset Mariehønen, da personalet og vuggestuebørnene fredag den 24. september holdt rejsegilde.
Et nyt krybberum har stået på ønskesedlen i Mariehønen meget længe – og nu er det endelig på vej.
Med krybberummet får alle vuggestuebørn mulighed for at sove til middag i krybbe eller barnevogn i frisk luft, men dog under tag og dermed i læ for vejr og vind.
– Personalet glæder sig meget til at tage det nye krybberum i brug og både få et bedre arbejdsmiljø for de voksne og et bedre sovemiljø for børnene. For to af pædagogerne er det en særlig stor begivenhed, fortæller leder af Mariehønen, Christine Lund:
– De har nemlig begge arbejdet i Børnehuset Mariehønen, siden vuggestuen blev grundlagt i 1980 – og har længe drømt om et større krybberum. Nu går deres ønske i opfyldelse til glæde for både børn og voksne i Mariehønen i mange år frem.
43 kvadratmeter
Arkitektfirmaet Møllen har tegnet det nye krybberum ud fra personalets ønsker og ideer. Det nye krybberum bliver på 43 kvadratmeter – samt et cykelskur på 11 kvadratmeter til Mariehønens ladcykler.
Byggeriet skrider planmæssigt frem, og Mariehønen tror på, at de kan flytte krybber og børn ind i det nye krybberum inden november.
Kommentarer