Nye rammer for udvikling af butikker, byliv og erhverv i Helsingør bykerne
Der åbnes for flere typer erhverv og rammerne bliver friere i flere dele af Helsingørs bykerne med nyt tillæg til lokalplan, som Byrådet har besluttet.
Byrådet forsøger nu at puste nyt liv og skabe mere udvikling i bymidten i Helsingør ved at give friere rammer i området. Det sker gennem et tillæg til bymidtens lokalplan, som Byrådet har vedtaget. Det betyder, at bykernens hovedstrøg samt reglerne for hvilke typer af butikker og andre former for bylivsskabende funktioner og erhverv, der må være i stueplan ud mod hovedstrøgene, er blevet justeret.
Det betyder blandt andet, at der åbnes op for flere typer af erhverv og anvendelser i store dele af bymidten. Blandt andet får kreative erhverv og værksteder mulighed for at få adresse på alle hovedstrøg, mens frisører og neglebutikker, klinikker, wellness med mere får bedre mulighed til at holde til i bymidten.
Som en del af processen forud for planforslagene har der været gennemført interviews med repræsentanter fra Bymidteforums forretningsudvalg, lokale erhvervsmæglere og førende grundejere i bykernen.
Byrådet forventer, at justeringerne vil få positiv effekt for bykernens mange aktører og for bylivet, da der nu er givet friere rammer for udvikling. Udviklingen i detailhandel og byliv følges nøje.
Kommentarer