Navnenyt

Mød den nye udvalgsformand: Mette Lene Jensen

Foto: Helsingør Kommune.

Mette Lene Jensen er byrådsmedlem for Venstre og formand for det nye Klima- og Bæredygtighedsudvalg. Mød hende her.

En ny byrådsperiode betyder nye udvalgsformænd, og 54-årige Mette Lene Jensen har sat sig i stolen som formand for det nyoprettede Klima- og Bæredygtighedsudvalg. Vi har stillet hende seks spørgsmål.

Artiklen er en del af en serie, hvor vi præsenterer alle de nye udvalgsformænd.

Hvad er dine planer for dit område?

Klima- og Bæredygtighedsudvalget har en stor spændvidde – fra opsamling af regnvand, til grønne områder, biodiversitet, elbiler og meget mere. Så skal vi lykkes med at løfte den grønne dagsorden, kræver det en indsats på flere fronter.

Men planen er naturligvis, at vi skal nå de mål, som er sat i kommunens klimaplan. At få nedbragt kommunens CO2 aftryk og andre ikke-klimavenlige aftryk. Det kan vi som kommune ikke gøre alene. Vi skal derfor have en dialog i gang med borgerne om, hvad vi som kommune kan gøre, hvad man som borger selv kan gøre, og hvad vi kan gøre sammen. For uden borgernes velvilje til hjælpe klimaet på vej – sammen med kommunen – vil det ikke lykkes.

Hvorfor er du gået ind i lokalpolitik?

Jeg har altid været typen, der har en mening om alt – og som ikke er bange for at sige den højt. Så da jeg blev spurgt af den daværende borgmester om jeg ikke ville stille op for Venstre til kommunalvalget i 2013, var jeg klar efter en lille smule betænkningstid.

Lokalpolitik er ligesom en bacille. Når først man har fået den i blodet, er den svær at få ud igen. Du kommer helt tæt på borgerne. Du bor her selv. Når du vedtager noget, så kan du se konsekvensen ret hurtigt. Borgerne fortæller dig, hvad fordelen er ved en beslutning eller hvilke anke, de har mod den. Lokalpolitik er meget nærværende.

Hvad er det første, du vil gå i gang med, efter at du er trukket i arbejdstøjet?

Som udvalg skal vi først og fremmest introduceres til, hvilke opgaver der ligger i vores område. Der er mange snitflader til flere udvalg og ingen vandtætte skodder til andre områder, så vi skal alle – inklusiv mig selv – være helt skarpe på, hvad der ligger under vores ressort.

Dernæst vil jeg gerne have et temamøde i udvalget, om hvilke idéer vi, og hvordan vi bærer vores idéer videre. Det gælder om at få enighed om, hvor vi vil hen. Hvilke ting kan vi arbejde sammen om hen imod en budgetvedtagelse?

Jeg er klar over, at vi i Helsingør Kommune ikke løser den internationale klimakrise alene. Men derfor kan vi godt løse noget lokalt. Det gør vi for eksempel ved at gøre det tydeligt, hvor borgere og kommune kan gøre en forskel i fællesskab.

Da vi fik affaldssortering blev mange overraskede over, hvor meget plastik en enkelt husstand smider ud hver dag. Det blev pludselig meget konkret. På samme måde kunne det være godt, hvis vi fik udbredt viden om, hvordan man kan opsamle regnvand på egen grund fx i form af regnvandsbede eller lign. Der er meget, man kan gøre uden det behøver at koste en bondegård eller være voldsomt besværligt.

Derudover kunne være godt, hvis vi som kommune havde et sted, et “Grøn stop Klimaservice”, a la One Stop Erhvervsservice for iværksættere. Altså ét sted, hvor man som borger eller erhvervsdrivende kan henvende sig for at få inspiration eller gode råd til, hvad man selv kan gøre for at blive mere klimavenlig.

Hvor meget betyder det for dig, at dit område har et godt omdømme (fx i pressen)? Og hvordan vil du håndtere kritik?

Kritik synes jeg skal håndteres – og leveres – konstruktivt. Nogle ting kan vi, som kommune ikke gøre noget ved. Men andre gange kan man godt kigge på, om en given beslutning er taget på et fuldt oplyst grundlag. Er der belæg for kritikken, eller er det fordi det går ud over en enkelt husstand? Er der grund til at lave noget om? Men man skal også huske, at der altid vil være utilfredshed, når man laver om på vaner. Det kræver en tilvænningsperiode.

For eksempel har der været en del kritik af solcelleparken ved Skibstrup. Derfor er det også vigtigt at se på, om det nu også er den rigtige løsning – og de rette solceller – så vi får taget den rigtige beslutning fra starten.

Vi, politikere, er ikke fagpersoner, så vi kan også blive oplyst om noget, vi ikke vidste. At blive klogere er altid en god ting.

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet Cand.polit. og arbejder i Gribskov Kommune som specialkonsulent i Center for Koncernstyring og IT. Så fagligt er jeg godt fedtet ind i den kommunale verden kan man sige.

Jeg har boet i Espergærde hele mit liv. Jeg er opvokset på Mørdrupvej, døbt i Egebæksvang Kirke og blev gift med en mand, der også er fra Espergærde. Ingen af os kunne forestille os at bo andre steder. Min mand er lokal murermester, og sammen har vi tre store drenge på 18, 20 og 24 år.

Hvordan bruger du din fritid?

Min fritid bruger jeg primært på politik – foruden hund, hus og have. Jeg spillede golf på elite-niveau i min ungdom, ja faktisk indtil barn nummer tre ankom. Men så blev det svært at finde tiden. Jeg er dog stadig medlem af Helsingør golfklub, men spiller desværre ikke så meget som jeg gerne ville.

Jeg forsøger også at få tid til at dyrke fitness sammen med min mand og gode venner.

Fakta

Det nye Klima- og Bæredygtighedsudvalg består af:

  • Mette Lene Jensen, formand
  • Birgitte Bergman, næstformand
  • Betina Svinggaard
  • Claus Birkelyng
  • Gert Dyekjær
  • Christian Holm Donatzky
  • Jørgen Bodilsen

Kommentarer