Navnenyt

Mød den nye udvalgsformand: Claus Birkelyng

Foto: Helsingør Kommune.

Claus Birkelyng er nyvalgt konservativt byrådsmedlem – og ny formand for Børne- og Uddannelsesudvalget. Mød ham her.

En ny byrådsperiode betyder nye udvalgsformænd, og 57-årige Claus Birkelyng har sat sig i stolen som formand for Børne- og Uddannelsesudvalget. Vi har stillet ham seks spørgsmål. Artiklen er en del af en serie, hvor vi præsenterer alle de nye udvalgsformænd. Læs med og bliv klogere på Claus Birkelyng:

Hvad er dine planer for børne- og uddannelsesområdet?

– Børne- og skoleområdet har altid interesseret mig, og jeg har erfaring med området fra Fredensborg Kommune, hvor jeg sad i byrådet i perioden 2010-2014 for lokallisten Focus Fredensborg.

Min mærkesag er, at Helsingør Kommune skal være kendt for at have gode tilbud inden for daginstitutionsområdet og skoleområdet. Vi er et attraktivt sted at bo, og vi skal tiltrække unge børnefamilier fra København. De skal finde Helsingør Kommune attraktiv på de tilbud, deres børn får brug for i deres børne- og ungeliv.

– Uddannelse er enormt vigtigt i et land som Danmark, for viden er det bedste råstof. Derfor er det så vigtigt, at vi har ordentlige tilbud.

Daginstitutionerne og folkeskolen skal danne et godt fundament for den videre fremdrift.

For mig er det vigtigt, at folkeskolen er det primære valg for borgerne. Derfor skal folkeskolen være attraktiv. I den forbindelse vil jeg sammen med udvalget og resten af byrådet kigge på skolestrukturen. Har vi fået lagt lidt for mange skoler sammen, så skolerne er blevet for store? Kan vi gøre tingene på en anden og bedre måde?

Hvorfor er du gået ind i lokalpolitik?

– Jeg har altid engageret mig i de samfund, hvor jeg har boet. Det gælder i foreningsarbejde mv, men også inden for politik, hvor jeg som nævnt tidligere har siddet i Fredensborg Byråd.

I Fredensborg var jeg medlem af børne- og skoleudvalget, og jeg gik oprindelig ind i lokalpolitik pga. en skolesag. Mine børn gik på Asminderød Skole, som blev lukket pga. skimmelsvamp i 2007. Børnene blev i stedet undervist i pavilloner.

Jeg syntes, det var uholdbart, så jeg gik til valg på, at der skulle bygges en ny skole. En masse forældre stemte mig ind i byrådet, og det lykkedes at få bygget en ny skole, som stod færdig i 2013. Jeg er sådan én, der kæmper for de sager, jeg tror på. Det er vigtigt at kæmpe og prøve at gøre en forskel.

Hvad er det første, du vil gå i gang med, efter at du er trukket i arbejdstøjet?

– Jeg har fulgt debatten om Nygård Skole de seneste måneder, og jeg synes, vi skal være stolte af at have et attraktivt tilbud til normaltbegavede børn inden for autismespektret.

Jeg har fået en del mails fra frustrerede forældre og forstår til fulde deres bekymringer for, at de ældste elever skal flyttes til Nordvestskolen fra sommeren 2022. Derfor vil jeg med det nye børne- og uddannelsesudvalg se på sagen igen. Bl.a. vil vi besøge Nygård Skole for at besigtige de fysiske rammer og se på mulighederne for en anden løsning.

Udvalget skal også besøge Nordvestskolen for at se på de bygninger, hvor det er planen, at udskolingseleverne fra Nygård Skole skal flytte ind. På vores møde den 11. februar tager vi sagen op og kigger på, om det er den rigtige beslutning, det tidligere udvalg har truffet. Eller om vi kan gøre tingene på en anden måde?

– Det er vigtigt at understrege, at vi ikke med et snuptag kan gøre noget helt andet. Hvis vi skal bygge ud i Nygård, tager det lang tid og er dyrt. Men vi er åbne over for evt. andre løsninger på pladsudfordringerne i Nygård.

Hvor meget betyder det for dig, at dit område har et godt omdømme (fx i pressen)? Og hvordan vil du håndtere kritik?

Det er vigtigt, at området har et godt omdømme, da det medvirker til, at folkeskolen og daginstitutionerne opfattes som attraktive tilbud til familierne. Et godt omdømme sikrer, at vi fastholder nuværende børn i de kommunale tilbud, men medvirker også til, at tilflyttere søger hertil.

Ingen af os kan undgå kritik, men som leder i politiet siden 2003 har jeg tit skullet håndtere kritik og er vant til at lytte og inddrage, således at man kan lære af eventuelle fejl. Det sværeste i dag er nok de sociale medier, hvor debatten ofte får en skæv drejning, fordi der skal så lidt til at afspore debatten, eller ’tråden’ bygger på usaglige og udokumenterede ting.

Hvad er din baggrund?

Jeg er oprindeligt uddannet bankassistent, men via nogle tidligere soldaterkammerater fra Den Kongelige Livgarde fik jeg øjnene op for det afvekslende job i politiet. Jeg har i dag en lederstilling og er politiinspektør i Københavns Politi og gennemførte fra 2014-2019 en Master i offentlig ledelse på CBS.

– Jeg har flere gange i min karriere været ansat på politistationen i Helsingør, bl.a. som patruljebetjent ultimo 90’erne, som vagthavende i 2002, og senest som stationsleder i 2016 og 2017.

Privat er jeg gift med Charlotte Sørensen, der er forsker på Københavns Universitet inden for nyrefysiologi. Hun underviser endvidere på medicinstudiet.

Fra et tidligere ægteskab har jeg to vidunderlige sønner, Thomas på 27 år, der er færdiguddannet og privatrådgiver i Nykredit på Amager samt Peter på 24 år, der læser HA Kom på CBS og har et studenterjob i Nykredit. Det er lidt sjovt, at de begge er i bankverdenen, hvor jeg selv startede mit voksenliv.

Hvordan bruger du din fritid?

– Jeg dyrker motion, bl.a. løbetræning og styrketræning et par gange om ugen. Ellers bygger jeg om på vores gamle hus i Helsingør og sommerhuset i Odsherred. Jeg nyder at læse bøger, men får det desværre mest gjort i ferierne. Pt. er jeg dog i gang med to bøger, som jeg fik i julegave, Morten Bruuns ‘kampdag’ om danske fodboldklubber og Anders Lomholdts ”’Livstid’ om Naum Conevski-sagen.

– Mine ferier har to årlige faste begivenheder, skiferien i Østrig og SMUKFEST i Skanderborg, hvor jeg har været med siden 2009.

Ski lærte jeg selv først i voksenlivet, men jeg nyder, at mine drenge er vokset op med denne ferieform og har taget den til sig. De har begge to været i skibranchen, den ene to sæsoner i Wagrain, Østrig, som skiguide og den anden i Whistler, Canada, som skiinstruktør.

For nogle år siden var jeg på trekking-tur på Mount Everest i 5700 meters højde. Det var voldsomt og meget primitivt, men spændende og sjovt at prøve. Jeg føler ikke nogen trang til at gentage turen, men ville ikke have været oplevelsen foruden. Tre en halv uges trekking – og otte kg. lettere, da vi kom hjem.

Fakta:

Det nye Børne- og Uddannelsesudvalg består af:

  • Claus Birkelyng (formand)
  • Ulla Kokfelt (næstformand)
  • Harun Avdal
  • Silas Drejer 
  • Christian Holm Donatzky 
  • Knud Vinther Hansen
  • Gert Dyekjær

Kommentarer