Debat og politik

KV21: Forberedelserne til valget ruller derudaf

Helsingør Kommune har efterhånden en velsmurt valgmaskine, der drives af engagerede medarbejdere på tværs af hele kommunen.

Mindst 33 medarbejdere på tværs af kommunen har siden foråret været i gang med forberedelserne til kommunalvalget den 16. november. Det gælder kontoruddannede, jurister, IT-medarbejdere, kommunikationsfolk, rådhusbetjente, bibliotekarer samt medarbejdere og inspektør på ungdomsskolen – og mange flere. Efterhånden som valgdagen nærmer sig vokser antallet.

På selve valgdagen er omkring 110 medarbejdere i gang enten ude på valgstederne eller bag skrivebordene, nogle allerede fra kl 04.00 om morgenen til over midnat. Derudover kommer de mange politisk tilforordnede og andre borgere, der har meldt sig til at styre slagets gang ude på de 12 valgsteder.

Og der er ingen tvivl om, at det er en stor maskine, der går i gang, når der skal afvikles valg i kommunerne, fortæller Vivi Moseholm, som er områdeleder i Politisk Service og har været valggeneral gennem flere år.

– Når vi afvikler kommunalvalg, og andre valg for den sags skyld, ja så er det en meget specifik køreplan, vi ruller ud. Mange medarbejdere har været med ved flere valg og er godt inde i opgaverne, men for nogle er det altid første gang. Medarbejderne er altid gode til at finde løsninger på de udfordringer, der opstår og generelt bliver der arbejdet engageret og grundigt hele vejen rundt, siger Vivi Moseholm og fortsætter:

Det er en velsmurt valgmaskine, der går i gang, som jeg godt synes vi kan være stolte af.

Tour-de-valgsted

En vigtig forberedelse er at sørge for, at kommunens 12 valgsteder er klar til at tage imod vælgerne den 16. november. Derfor kører et team af medarbejdere rundt til alle valgsteder i ugerne op til valget for at mødes med kontaktpersonerne på det enkelte valgsted og få de sidste detaljer på plads omkring forplejning på valgdagen, bordopstilling, adgangsforhold og tilgængelighed, skiltning, sikringsforhold, parkering og meget mere.

Touren går til Nygård skole

Onsdag gik turen til Nygård skole, som er nr. 6 på listen over Helsingør Kommunes valgsteder. Nygård skole er valgsted for 1.071 stemmeberettigede borgere og et af de mindste valgsteder i kommunen. Ved kommunalvalget i 2017 havde Nygård skole en stemmeprocent på 76,5 pct.

Under besøget blev det bl.a. besluttet, hvordan valgborde og stemmebokse skal stå og diskuteret, hvordan man skaber de bedste parkeringsforhold for både skolens daglige brugere og de mange vælgere, der kommer i løbet af dagen. Også coronasituationen blev vendt og muligheden for at indrette valgstedet ’corona-smart’.

Markeringstape og fingertutter

Carsten Pedersen har ansvar for en stor del af praktikken omkring valget – fx stemmebokse, valgurner og de kasser, som hvert enkelt valgsted modtager med alt fra markeringstape og håndsprit til fingertutter til optælling og rigeligt med tæpper, der skal sikre medarbejdere og tilforordnede mod kulde og træk.

Det er en stor, men også en sjov og anderledes opgave at lave valg. Jeg arbejder sammen med kolleger i helt andre områder og centre end normalt. Det giver virkelig god energi, siger Carsten Pedersen, der glæder sig til at se det hele kulminere den 16. november.

Fakta og ordforklaring

Tilforordnet

En tilforordnet medvirker ved den praktiske gennemførelse af et valg eller en folkeafstemning, herunder udlevering af stemmesedler og optælling af stemmer. Personen er ofte medlem af et politisk parti men kan også være upartisk.

Valgstyrer

Valgstyrere udfører samme opgaver som de tilforordnede og underskriver sammen med valgstyrerformanden på valgstedet valgbogen, der opregner grovtællingens resultat. De sikrer desuden, at der ikke foregår valgagitation i lokalet og medvirker i kontrollen af tvivlsomme stemmesedler under optællingen.

Helsingør Kommune har ved afviklingen af kommunalvalget 16. november 2021:

– 52 tilforordnede vælgere

– 15 tilforordnede brevstemmemodtagere

– 84 valgstyrere

– 12 valgstyreformænd

De fordeler sig på i alt 12 valgsteder, herunder et nyt valgsted i Toldkammeret

13 lister (partier) stiller op til kommunalvalget. Der er 112 kandidater at stemme på.

I 2017 brugte Helsingør Kommune ca. 1.800.000,- kr. på afviklingen af kommunalvalget.

Kommentarer