Debat og politik

Kære Mads Friis Sørensen

Af Kristina Kongsted, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Der er vist behov for at udrede nogle misforståelser ift. dit læserbrev i fredagens Dagblad. Du henvender dig til Birgitte Bergman og Benedikte Kiær, men jeg tillader mig at svare, da jeg har plads i Omsorgs- og Sundhedsudvalget, som har med ældrepleje i Helsingør Kommune at gøre. Og for at alle skal kunne følge med, så handler det om ventepladser på plejehjem og den ældres ret til at vælge frit, som du ikke mener, Konservative bakker (tydeligt nok) op om.

Når man er visiteret til plejehjem udfra faglige kriterier, kan man blive henvist til en venteplads, hvis der ikke er plads på et plejehjem indenfor garantien, som er op til tre måneder. Helsingør Kommune overholder garantien, og det giver derfor ikke mening at bruge skattepenge på at købe ventepladser i andre kommuner.

Som Konservative er vi tilhængere af det frie valg for den enkelte borger; I 2022 åbner et friplejehjem, Attendo ved Esrumvej, i Helsingør Kommune, og OK fonden åbner snart et selvejende plejecenter i Hornbæk. Alt sammen med Konservative stemmer. I 2020 fik Dagmarsminde den Konservative “Årets Samfundspris” for deres gode arbejde. Vi ser meget gerne endnu flere friplejehjem, for som Konservative har vi borgeren i centrum og ønsker, at borgeren kan vælge så frit som muligt.

Et andet eksempel på, hvor meget det frie valg betyder for De Konservative, gælder valg af madleverandør, når man er visiteret til måltider. Konservative har forsøgt at komme ud af ejerskabet af Det Danske Madhus, som opkøber de andre madleverandører og dermed hindrer det frie valg, men desværre kunne vi ikke få flertal for beslutningen, så der er i praksis fortsat monopol på området.

Om du så “tør sætte dit kryds ved liste C”, som du skriver, må du naturligvis i bedste demokratiske ånd afgøre med dig selv, men det skal ikke være graden af tydelighed, der skal være afgørende, for vi er helt tydelige, når det gælder den enkelte borgers ret til selvbestemmelse.

Kommentarer