Helsingør

Julen vender tilbage til Axeltorv

I weekenden den 17.-19. december kan du igen opleve god gammeldags julestemning på Axeltorv i Helsingør

Helsingør Handel har besluttet, at sætte fuld skrue på julehyggen på Axeltorv den sidste weekend inden jul. I 2020 var det traditionsrige julemarked aflyst pga. corona, og i 2019 var det rykket til Simon Spies Plads.

Men i år er julemarkedet tilbage, større og mere ’julet’ end nogensinde, fortæller citykoordinator i Helsingør Handel, Kim Backe.

– Vi har besluttet at skrue op for julestemningen på Axeltorv i år i forbindelse med julemarkedet – flere boder, julemand, masser af juletræer med lys, kreativt værksted og meget mere. Vi trænger vist alle sammen til rigtig at mærke julestemningen i år, siger Kim Backe.

Han håber, at rigtig mange vil bakke op om julemarkedet, der har udvidet åbningstiderne, så der er mulighed for at gæsterne kan komme spredt hen over weekenden.

– Vi prøver at gøre det så corona-sikkert som muligt med afstand mellem boderne og opfordrer til, at man tager hensyn til hinanden. Men ellers skal man endelig bare komme med hele familien og nyde stemningen og de mange aktiviteter, siger Kim Backe.

Åbningstider:

Fredag den 17. december kl 12-17

Lørdag den 18. december kl 10-16

Søndag den 19. december kl 10-16

Det kan du opleve til julemarked på Axeltorv:

– 15 små boder, der sælger julegodter, julepynt m.m.

– Spejderne, der sælger juletræer og pandekager

– Udskænkning af gløgg og æbleskiver

– Julemanden læser juleeventyr – og stiller gerne op til en selfie

– Lav din egen julepynt i det kreative telt

– Juletoget Magnus kører lørdag og søndag

– Selfie-julekugle

– Siddepladser på bænke og halmballer

– Julekoret synger julesange i gaderne omkring torvet

– Nissegarden spiller op

Kommentarer