Jobcenteret står klar til at hjælpe tidligere Barslundansatte videre
Jobcenteret er i gang med at hjælpe tidligere ansatte hos Barslund videre. Håber desuden at kunne hjælpe lokale virksomheder, der mangler arbejdskraft.
Med udmeldingen om, at kun 40 ud af 400 medarbejdere i Barslund får job hos Zøllner, der har overtaget dele af det konkursramte selskab, står godt 360 medarbejdere til miste jobbet. Mange af dem, er borgere i Helsingør Kommune, og derfor er jobcenteret klar til hurtigt at rykke ud, og forsøge at hjælpe flest muligt hurtigt videre i job.
Borgmester Benedikte Kiær lover, at Jobcenteret er klar til at handle hurtigt:
”Der er ingen tvivl om, at det er en svær situation, som rigtig mange af medarbejderne pludselig står i. Et er, at de mister deres arbejde – men de vinker også farvel til kollegaer, de har arbejdet sammen med i mange år. Derfor er vores jobcenter helt oppe på tæerne for at træde hurtigt til og hjælpe med alt det, vi har mulighed for. I øjeblikket er der mange lokale virksomheder i byggebranchen, der mangler medarbejdere – og vi har fået oplyst, at flere allerede har fået nyt arbejde. Men dem, der ikke har fået arbejde nu, dem står vi klar til at hjælpe så mange som muligt videre i job, samtidig med, at vi hjælper vores lokale virksomheder til at få kvalificeret arbejdskraft” siger borgmester Benedikte Kiær.
Jobcenteret i Helsingør Kommune er kommet i kontakt med kurator, som vil hjælpe med at skabe kontakt til de berørte medarbejdere. Jobcenteret er sammen med Nordsjællands Rekrutteringsservice klar til at rykke fysisk ud, hvis der er behov, så de opsagte medarbejdere kan få hjælp til at få et nyt arbejde. Der er stor mangel på arbejdskraft inden for bygge- og anlægsbranchen, så der er gode muligheder for at komme godt videre. Det er muligt at kontakte jobcenteret direkte for hjælp på nummeret 49 28 28 28.
Ved behov vil der blive søgt midler i varslingspuljen, som kan bruges til ekstra vejledning samt relevante kurser til medarbejdere, der kan have svære ved hurtigt at finde nyt job. Desuden vil jobcenteret sikre god kontakt til 3F og Krifa for at inddrage dem i arbejdet med at hjælpe medarbejderne videre.
Kommentarer