Helsingør

Farvel til Winnie: 14 år i borgernes og medarbejdernes tjeneste

Winnie Buchholtz kommer til at savne samtalerne med borgere, kollegaer, ledere og kommunaldirektør, når hun går på pension 1. november

Da Winnie Buchholtz for 14 år siden blev ansat som jobkonsulent i Helsingør Kommune, skulle det egentlig bare være for en kort periode, indtil hun kunne trække stikket og gå på efterløn.

Forskellige projektansættelser i 3F og fagbevægelsen var gået forud, så hun var godt klædt på til jobbet, som består i at guide ledige HK’ere på dagpenge videre i job eller uddannelse.

Jeg har altid været rastløs af natur og har haft mange jobskifte, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt. Men i Helsingør Kommune er jeg aldrig blevet rastløs.

Hendes arbejdsliv i Helsingør Kommune har også været alt andet end trivielt. For 10 år siden stillede hun op som HK tillidsrepræsentant (TR) og blev valgt foran den siddende TR.

– Jeg brokkede mig jo lidt, fordi jeg synes medarbejderne skulle have mere indflydelse, end de fik. Da det ikke hjalp, blev jeg opfordret til at stille op, og ja, så vandt jeg.

Som TR har Winnie bl.a. været med til at løfte de lavest betalte medarbejderes løn fra grundløntrin 19 til 30. Det er en markant stigning, som hun er stolt af at have bidraget til.

Har ansat sine egne ledere

For fire år siden blev Winnie Buchholtz desuden valgt som næstformand i medarbejdernes hovedsamarbejdsudvalg, eller i daglig tale H-MED. Her repræsenterer hun medarbejdernes interesser og sørger for at give medarbejderne en stemme, når der fx er arbejdsmiljø, budget, seniorpolitik eller digital chikane på dagsordenen i udvalget.

– Samtaler og forventningsafstemning med baglandet er utrolig vigtigt i det arbejde, så man hele tiden ved hvor medarbejderne står, siger Winnie Buchholtz.

Som næstformand i H-MED har hun været med til at ansætte sin egen nærmeste leder, sin centerchef, sin direktør og også Kommunaldirektør Stine Johansen, der er formand i H-MED, og som hun her har et meget tæt samarbejde med. Et samarbejde hun sætter stor pris på, da hun oplever kommunaldirektøren, som meget lydhør over for de input, der kommer fra medarbejdersiden.

– Jeg har været meget glad for mit samarbejde med Stine. Jeg oplever, at der virkelig bliver lyttet. Ikke fordi vi altid får vores ting igennem. Det er ikke paradisets slaraffenland. Men der bliver altid lyttet, og så har vi måske sået et frø, som kan vokse sig større, siger hun.

Respekt og ærlighed

Én ting hun har lært af at sidde med forrest i H-MED, er, at med samarbejde og gode relationer, så kommer man langt.

Respekten for det menneske du sidder over for, er utrolig vigtig. Hvis du viser respekt og er ærlig og åben, så kan du virkelig rykke ved noget. Det er også noget jeg bruger i mine samtaler med borgerne.

Evnen til at guide folk videre i livet, privat eller arbejdsmæssigt, har hun videreudviklet på en efteruddannelse hos Rambøll, hvor hun i 2015 blev certificeret coach.

– Den uddannelse har været guld værd. Jeg bruger den alle steder i mit arbejdsliv. Jeg har også coachet kolleger og hjulpet dem til at blive klar over, hvad de gerne ville.

En god arbejdsplads

Spørger man Winnie Buchholtz, er Helsingør Kommune en rigtig god arbejdsplads. Ja, faktisk den bedste hun har været på. Og den bliver hele tiden bedre.

– Du har mulighed for at få indflydelse, hvis du vil. Og hvis du ‘bare’ vil passe dit arbejde, så bliver det også respekteret. Der plads til, at vi kan være forskellige. Samlet set så synes jeg, at medarbejderne har fået nemmere ved at komme igennem med ting. Vi bliver taget alvorligt.

Hendes egen arbejdsplads i jobcentret er også blevet en bedre arbejdsplads gennem årene, til gavn for borgerne.

Efteruddannelse er blevet mere almindeligt, og det har gjort, at jobcentret er blevet mere professionelt, og indsatsen over for borgerne er blevet væsentlig bedre.

Sig farvel i tide

Winnie Buchholtz er meget bevist om, at hun selv har truffet beslutningen om, at det nu er tid til at sige farvel til Helsingør Kommune, selvom hun kommer til at savne både kolleger, borgere, ledere og samtalerne med kommunaldirektøren.

– Jeg har lært én ting i fagbevægelsen: Du skal stoppe på toppen. Ingen skal tænke at jeg trak den for langt.

Jeg har mange gode år endnu med masser af energi, men dem vil jeg gerne bruge på min familie og mine interesser. Jeg har lovet min søn, at vi skal til Nordsverige på vandretur – og så er caminoen jo bare fascinerende. Det er en af mine drømme.

Der bliver holdt en afskedsreception for Winnie Buchholtz den 5. oktober på Jobcenteret, Birkedalsvej 27 i kantinen kl. 14-16.

Kommentarer