Espergærde

Elever dystede med LEGO-robotter

Lørdag den 13. november var en lang række elever samlet på Grydemoseskolen til dyst i First LEGO League – alle gik hjem med medaljer.

Der var heppen og hujen i salen på Grydemoseskolen, da der lørdag den 13. november var turneringsdag i First LEGO League.

19 hold 7. klasser fra hele kommunen var samlet til dyst med LEGO-robotter, som var programmeret til at klare en række forhindringer på en bane, også bygget af LEGO. 

Temaet for dette års konkurrence var ’Cargo Connect’ – om logistik og shipping af varer på globalt plan.

Eleverne havde – ud over robotdelen – lavet et projekt, hvor de var kommet med bud på at løse en udfordring med transport af varer.

Eleverne præsenterede deres projekter for et dommerhold, som også hørte om elevernes samarbejde og læring. Endelig var en del af konkurrencen, at eleverne skulle beskrive, hvordan de havde bygget og programmeret deres robot.

Medaljer til de yngste

Også de yngre elever var med til First LEGO League turneringsdagen. Seks klasser havde bygget en simpel robot, som kørte i et LEGO-landskab.

Bagefter var der medaljeoverrækkelse til alle seks hold. De var fra hhv. Espergærde Skole, Borupgårdskolen, Hellebækskolen og Hornbæk Skole.

Det blev uddelt 10 priser til de deltagende 7. klasse-hold. Hold Beta, som bestod af 7. klasse-elever fra Tibberupskolen, løb med den samlede FIRST LEGO Champion, fordi de overordnet set klarede sig bedst i hele turneringen.

De vandt samtidig muligheden for at deltage i den skandinaviske turneringsdag i Norge.

Kommentarer