Børn og unges medbestemmelse i skolen til debat
Elevrådsrepræsentanter mødtes i smult vande om bord på skonnerten Bonavista for at tale sammen om skoleliv i Helsingør Kommune.
Onsdag den 22. september drog Unges Talerør Helsingør, som er repræsentanter fra skolernes elevråd, af sted på visionssejlads på Øresund. Sejladsen foregik om bord på legeskibet Bonavista, en mere end 100 år gammel skonnert, som Nationalmuseet ejer.
Solen stod højt på himlen, havet vuggede skib og besætning blidt, sejl blev sat, og skibet drev langsomt af sted i takt med de gode snakke om bord.
På dagsordenen var, hvordan unge i Helsingør Kommune kan sætte præg på deres egen hverdag, et emne som optog eleverne, der repræsenterede skolernes børn og unge fra 6. til 10. klasse.
De 12 elever fandt plads i grupper på dækket og i kahytten og diskuterede emnet ud fra fire spørgsmål.
Mere medbestemmelse i skolehverdagen, flere små pauser og steder eller ‘unge-legepladser’ i lokalområderne var emner og forslag, som bl.a. optog UTH-repræsentanterne.
Godt sammenhold
De mange gode fritids- og sportsaktiviteter i lokalområderne blev fremhævet som noget af det positive ved at være barn og ung i Helsingør, men også det gode sammenhold blandt de unge og lokalbefolkningen var noget, der blev nævnt.
UTH blev rystet godt sammen på turen, og dagen blev afsluttet med et par lege på kajen, som fik kroppen i gang og smilene frem, faciliteret af Frank fra Gerlev – Center for Leg og Bevægelse.
At lege er at lukke solen ind i sit hjerte, lyder teksten på et stort banner flankeret af legeskibets legecontainer, som var installeret på kajen.
Bolde blev kastet og grebet – og dagens mange indtryk får nu lov at synke ind til næste gang, UTH mødes til nye snakke og forslag til at forbedre unges hverdagsliv i Helsingør Kommune. Eleverne skal bl.a. møde byens borgmester.
Fakta om Legeskibets besøg
Legeskibets besøg i Kulturhavnen er en del af projektet Levende Legekultur, og visionssejladsen for Unges Talerør Helsingør var derfor blot en ud af flere aktiviteter, som Legeskibet stod for under det ugelange besøg.
I løbet af ugen har elever fra Skolen ved Gurrevej og Nordvestskolen og børn fra dagtilbuddene Abildvænget, Villa Kulla og Troldehøj på skift deltaget i legeaktiviteter på kajen, ligesom der på Kulturnatten og i weekenden har været åbent skib og Leg på Kaj for alle interesserede.
Formålet med Levende Legekultur er at sætte spot på legens mange værdier og muligheder for at give legen de bedst mulige betingelser i børn og unges liv og byens rum.
Fakta om UTH – Unges Talerør Helsingør
UTH er et fælles elevråd for 6.-10. klasse, der holder seks-syv sjove og anderledes møder om året.
UTH er børn og unges stemme til skolerne og politikerne.
UTH arbejder med relevante emner for skoleelever:
- Udvikler ideer til forbedringer på egen skole og samarbejde mellem skolerne
- Taler med skoleledelsen, byrådspolitikerne og elevrådene på skolerne
UTH har bl.a. haft medindflydelse på:
- Boost-udfordringer
- Udvikling af aktivitetsområde på M/S Museet for Søfart
- Unges trivsel under og efter Corona-epidemien
Fakta om Levende Legekultur
Projektets grundteser er: Leg er sjovt, Leg er social dannelse, Leg er kropslig dannelse, Leg er kulturarv, Leg skaber vi sammen.
- Projektet er en fire-årig indsats i Helsingør og fire andre kommuner i Danmark.
- Boligområderne Vapnagård, Nøjsomhed og Nordvest skaber bl.a. en årlig legefestival
- Skolen ved Gurrevej og Nordvestskolen har fokus på leg i skolen
- Dagtilbuddene VillaKulla, Troldehøj og Abildvænget har fokus på leg i dagtilbud
- Legeskibet inviterer til Leg på Kaj for alle og visionssejladser i samarbejde med kommunen.
Kommentarer