6000 blomsterløg skal styrke biodiversiteten i nordvest
Søndag d. 14 november kl. 13-17 inviteres alle interesserede med til en fejring af biodiversiteten i Helsingørs Nordvestkvarter
Klimahave3000, som er hele Helsingørs demonstrationshave med fokus på biodiversitet og permakultur, er udgangspunktet for et event søndag den 14. november, hvor du kan være med til at plante 6000 blomsterløg i biodiversitetens navn.
Projektet ”Blichersvej – Grønt kvarter i fællesskab” har modtaget de 6000 løg af Helsingør Kommune, som et led i Helsingørs deltagelse i ”Danmarks vildeste kommune” konkurrencen.
Blomsterløgene skal plantes i området omkring Blicherparken og klimahaven – til gavn for både beboere og insekter i Nordvestkvarteret.
Til glæde og til gavn
Formand for Blicherparken, Poul Jensen, der også er med i foreningens grønne udvalg, glæder sig over initiativet, der også kommer til at sætte kulør på området, når blomsterne titter frem til foråret.
Som boligforening er vi selvfølgelig optaget af at blomsterløgene er med til at forskønne vores område, men vi vil samtidig gerne være med til at slå et slag for biodiversiteten.
– Så i det grønne udvalg er vi helt klar til at smøge ærmerne op den 14. november, siger han.
Klimahave3000 blev indviet i august 2020, og ifølge Poul Jensen, kan det allerede mærkes i området, at der er blevet flere levesteder for insekter og smådyr.
– I Blicherparkens små havestykker så vi denne sommer mange flere bier og insekter summe omkring end tidligere. Det tror jeg skyldes Klimahave3000. Med de nye blomsterløg får vi forhåbentlig endnu flere levesteder og endnu mere liv i haverne, siger Poul Jensen.
En langsom vandring
Dagens program starter med en tur over på den anden side af Esrumvej i Teglstrup Hegn, hvor kunstner Maria Tauber Wiese vil tage deltagerne med på ’langsom’ vandring. Undervejs fortæller hun om det natursyn, som gør sig gældende i et af verdens største og vigtigste økosystemer, Amazonas, hvor hun også selv er bosat. Maria Tauber Wiese har siden 2016 arbejdet for at fremme og styrke menneskets forbindelse til naturen – i Peru og Danmark.
Der er også mulighed for bålhygge i Klimahave3000, samtidig med løgsætningen omkring Blichersvej.
Tilmelding
Det er gratis at deltage, men tilmelding til vandring skal ske på tlf. 2531 3619 eller spp03@helsingor.dk
Arrangementet er en del af Helsingør Kommunes deltagelse i konkurrencen ”Danmarks Vildeste Kommune” og er et samarbejde mellem Klimahave3000, Gang i Nordvest, Boligselskabet Boliggården, NSPV og Helsingør Kommune.
Program
Kl. 13-14.30: Langsom vandring med Maria Tauber Wiese
Kl. 14.30-17: Bålhygge i Klimahaven3000 og løgsætning forskellige steder omkring Blichersvej
Mødested: Klimahave3000 på Nordvestskolen, Blichersvej 121 Helsingør
Kommentarer