40 års jubilæum: Fra salte sild til strategisk arbejde
Ruth Thomsen er et godt eksempel på, at 40 år i samme organisation sagtens kan være lig med faglig udvikling og nye indsigter.
Selvom Ruth Thomsen gennem sine 40 år i Helsingør Kommune har været i mange forskellige stillinger på tværs af kommunen, så har især ældreområdet altid stået hendes hjerte nær.
Det var som såkaldt syv-dages pige i hjemmeplejen (syv dage på job, syv dage fri), at hun i slut 70’erne saltede sild og bagte brunkager med borgerne – og holdt de syge i hånden, hvis de ønskede det. Dengang var det nemlig borgeren, der bestemte, hvad syv-dagespigerne, skulle bruge deres tid på.
Det var på Plejehjemmet Strandhøj i Espergærde, at hun i 1980’erne var med til at indføre de skærmede enheder eller demensafsnit, som i dag findes på de fleste af kommunens plejehjem. Og i samme periode var drivkraften bag det ’åbne cafeteria’ på Strandhøj, hvor man inviterede alle ældre til Mortensaften – et arrangement, der nærmest druknede i succes med kø langt ned af Gylfesvej.
Min tanke var, at når du kommer på plejehjem, så mister du dit netværk. Så hvorfor ikke invitere nogle pensionister, der måske også savner fællesskab, ned og spise, siger Ruth Thomsen.
At gøre en forskel
I bund og grund har Ruth Thomsen altid gerne villet arbejde med mennesker – og haft masser ideer til, hvordan man kunne gøre livet lettere og hverdagen sjovere. Det var også derfor hun uddannede sig til sygehjælper og siden til social- og sundhedsassistent; for at kunne gøre en forskel for de ældre – og ruske lidt op i de fastlåste normer, der ofte hersker på plejehjemmene.
Jeg ville gerne skabe noget liv på plejehjemmet – en positiv forstyrrelse i de ældres ellers lidt trivielle hverdag og udfordre ideen om, at ’her spiser vi kl 17 og går i seng kl 21’, fortæller Ruth Thomsen.
Mange gode idéer
Så da hun i 1981 skulle søge første job som sygehjælper, gjorde hun et stort forarbejde for at finde ud af hvilke plejehjem, der havde et værdisæt, der matchede hendes eget – og hvor der var størst mulighed for at påvirke udviklingen. Valget faldt på Strandhøj, hvor hun straks blev ansat og gennem 15 år var både tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.
– Jeg oplevede, at der var kort vej fra medarbejder til ledelse. Ledelsen var modig og turde lade os medarbejdere implementere nye ideer, også selvom de ikke altid blev en succes. Jeg var med til at oprette en idébank, så vi kunne dele ideerne og de kunne modnes. Vi jokede lidt med, at det til gengæld typisk tog ti år før politikerne var modne til at vedtage det, smiler hun.
Ruth Thomsen har altid nydt at tilegne sig ny viden og løse nye opgaver efter mottoet ”work smarter, not harder”. Hun har stort set altid gennemført uddannelse og taget et hav af kurser ved siden af arbejdet.
Fra hjemmepleje til administration
Efter en årrække på strandhøj og siden i hjemmeplejen blev hun i 2000 opfordret til at søge en stilling som proceskonsulent i et nyoprettet kvalitetsprojekt på ældreområdet.
Det var en helt ny bane for mig at træde ind på, og min læringskurve var vanvittigt stejl. Men efter flere måneder hvor hver dag var fyldt med ny læring og nye opgaver, fandt jeg til sidst fodfæste.
Siden 2002 har hun bl.a. stået i spidsen for de lovpligtige tilsyn på kommunens plejehjem, lavet kvalitetsstandarder, implementeret loven om registrering af utilsigtede hændelser på sundhedsområdet og gennemført utallige bruger og borgerundersøgelser.
En særlig kultur på ældreområdet
Da syv forvaltninger i 2010 blev til 10 centre, var det derfor naturligt for Ruth Thomsen at følge sin daværende leder Pernille Holmgård over i Center for Politik og Organisation.
Selvom hun er glad for den faglige udvikling, hun har været igennem og i dag betragter sig selv som generalist, så betyder ældreområdet stadig noget særligt.
– Der er en særlig kultur på ældreområdet, som jeg godt kan li’. Og jeg synes medarbejderne får for lidt anerkendelse. De har en kæmpe betydning for så mange mennesker. Ja, de står mit hjerte nær, siger Ruth.
Anerkendelse er vigtig
Indflydelse, tillid, anerkendelse, udvikling, fleksibilitet og rummelighed er nøgleordene bag hendes 40 års ansættelse i Helsingør Kommune. At man som medarbejder bliver set og hørt af ledelsen på sin arbejdsplads betyder utrolig meget, mener hun.
– Jeg plejer at sige, at lønforhøjelse er man taknemlig for. Men et tak eller anderkendelse fordi nogen mener, at man gør en forskel, det vokser man af og det giver motivation til at ville gøre endnu mere.
Hun er både stolt og meget taknemlig over, at hun gennem 40 års virke har haft – og stadig har – nogle fantastisk dygtige, ansvarlige og modige ledere og kollegaer.
Jeg kan med sikkerhed sige, at uden dem havde jeg ikke været ansat i Helsingør Kommune i 40 år.
Ruth Thomsen kunne officielt fejre 40 års jubilæum den 1. juni 2021. På grund af corona er receptionen rykket til den 28. oktober 2021.
Kommentarer